Holmegaard Værk
Der bliver drejet, pustet og knoklet i det levende glasværksted på nyåbnede Holmegaard Værk - Nordens levende museum for glas, keramik og design. Her forvandles glødende glasklumper til pastelfarvede champagneglas, kunstfærdige vaser og elegante skåle.

Holmegaard Værk åbner dørene op til en verden fyldt med glas, historie, kunst og design. I nu 200 år har både Holmegaard og Kähler fyldt i danskernes hjem. Der er blevet drukket af glas og flasker, der er designet til at ligge perfekt på læberne, og keramikvasen med "HAK" i bunden har fundet vej frem til stuebordene.
Vær med til at fejre Holmegaard Værks 200 års jubilæum i år 2025 med et besøg i jubilæumsudstillingen FEST.
Mere end 40.000 glas
På Holmegaard Værk kan man opleve et stykke danmarkshistorie fortalt gennem næsten 200 års glaskunst. Udstillingen rummer de mere end 40.000 unikke stykker glas, der er blevet fremstillet på Holmegaard glasværk gennem tiden.
Udstillingen, der er nordens største, bliver fremvist på reoler der tårner syv meter op og 40 meter bredt.
Med respekt for historien
Besøg de varme tankovne og få de personlige historier. Siden 1825 har Holmegaard glasværk har fungeret som arbejdsplads for flere generationer af glasarbejdere. Det er disse glasarbejdere, der fortæller om livet på glasværket i små podcasts, som du kan lytte til på din tur rundt i museet. Mens du lytter vil du opleve de gamle ovne, dragende lysinstallationer og fortryllende animationer.
Man kan også lade sig betage af de dygtige glasmagere, der inviterer indenfor i deres nye, moderne værksted, og se hvordan der pustes glas. Man vil løbende kunne opleve en række gæstekunstnere, der vil være med til igen at sætte fut i ovnene, og danne ramme for den nye produktion af glas på Holmegaard glasværk.
Udstillingen "Næstved Kunstby"
Næstved Kunstby præsenterer en imponerende samling af gavlmalerier med værker fra blandt andet New York, Barcelona, Hamborg og São Paulo.
Dyk ned i fortællingerne og udforsk Næstveds betydning som graffiticentrum, når Holmegaard Værk i samarbejde med Næstved Ungdomsskole åbner udstillingen "Næstved Kunstby: Bygget på lokal graffitikultur 1984-2024".
Udstillingen løber fra 06. december 2024 - 19. oktober 2025.
Træd ind i en fortælling om unge med skabertrang og store drømme, der fandt sammen og satte deres præg på Næstved. En historie om, hvordan gadekulturen voksede, og hvordan Næstved Ungdomsskole ikke bare åbnede dørene, men også tog ved lære og gav international graffiti en permanent plads på byens gavle.
"Næstved Kunstby: Bygget på lokal graffitikultur 1984-2024" tager dig med på en rejse gennem tiden – fra hiphopkulturens første fodfæste i Næstved i 1984, over ungdomsskolens involvering og indflydelse på udviklingen, til i dag, hvor graffiti-kunstnere fra hele verden rejser hertil for at skabe værker, der inspirerer og glæder byens borgere.
Vi hylder kunsten, de unge, der holder den i live, og den stærke DIY-kultur, som fortsat motiverer nye generationer til at gøre en forskel – for sig selv, for fællesskabet og for byen.
Dyk ned i historien bag Næstveds mange gavlmalerier. Hvor kommer de fra? Hvad inspirerer dem? Hvem står bag? Og hvorfor betyder de noget? Hvad er Næstved Kunstby egentlig – og kan det bruges til noget?

Holmegaard Outdoor
Uden for døren på Holmegaard Værk ligger den historiske glasby og Holmegaard Mose. Begge steder har haft stor betydning for både Holmegaard Værks placering og succes. I dag gemmer de begge på fortællinger om alt fra tidligere tiders bosættelser til myter om mosevæsner, arkæologiske fund og tørvudvinding.
"Beast Hunt"
Skal naturoplevelsen kombineres med en interaktiv oplevelse på egen telefon? Det spændende spil "Beast Hunt" er en interaktiv stenalderjagt, hvor deltagerne skal opspore og kæmpe mod stenalderdyr ved hjælp af avanceret GPS-teknologi. Se, om du kan opspore de seks forskellige dyr, som er blevet aggressive på grund af en rejse i tid og sted, og send dem tilbage til stenalderen!
Lydruter
Lyt med på 5 forskellige, fascinerende lydruter når historie, natur og kultur smelter sammen. Lydruterne introducerer dig til den naturskønne Holmegaard Mose mens du hører fortællinger om myter, arkæologiske fund og tørvudvinding.
Kunstinstallation af Bjørn Magnussen
Når du besøger Holmegaard Outdoor, vil du også have mulighed for at se en ny kunstinstallation af den anerkendte kunstner Bjørn Magnussen. Hans skulptur hedder ’Modtager’, er 12 meter høj, og symboliserer intuitionens kraft. Installationen inviterer dig til personlig refleksion i mosen.
3 interessante facts om Holmegaard Værk
1. Holmegaard glasværk har ligget på kanten af Holmegaard mose side 1825. Her brugte man tørven fra mosen til brændsel i glasovnene.
2. Udstillingen inkludere mere end 40.000 stykker glas - ét af hver slags der nogensinde er blevet produceret på Holmegaard Glasværk.
3. Da den store tankovn blev slukket i 2008, faldt den store flydende glasmasse langsomt til ro og størknede. I dag kan man se den 45 tons tunge glasmasse i ovnens indre.
Max 30 minutter fra Holmegaard Værk

Gavnø Slot

KALK - Dig Into The Pre-historic
Oplev fossilgravning i Faxe Kalkbrud hos KALK – Dig Into The Pre-historic. Se udstillinger, leje udstyr og få hjælp til at finde fossiler i et dybhavskoralrev.

Gisselfeld Kloster
Gisseld Kloster er en renæssanceborg tilbage fra midten af 1500-tallet, som i dag besøges af flere tusind gæster om året. Den skønne tilhørende slotspark er 40 hektarer og her findes også orangeriet Paradehuset. Dette symmetriske væksthus skal helt klart opleves, hvis du ligger vejen forbi Gisselfeld Klsoter.



