Følg i Feriepiloternes fodspor på campingferie
Klar, parat, feriestart! Kom på jeres livs campingferie med nærværet og hyggen i højsædet.

Så er der dømt råhygge. Aktiviteter i hobetal, hyggeligt samvær og lækre badestrande lige i baghaven. Campinglivet er helt ideelt for en familie på fire, har familien Lind-Andersen fra Haderslev erfaret. Som Feriepiloter har de været på en uges rundrejse på Sydsjælland & Møn for at teste og anmelde tre af Sydsjælland & Møns bedste campingpladser: Feddet Strand Resort, De Hvide Svaner Camping og Camp Møns Klint. Under hele turen har de haft en splinterny Citroën C4 på el stillet til rådighed af Henrik Hansen Automobiler.
Her deler de ud af deres bedste tips, så du kan følge i deres fodspor.

– Campinglivet er vildt fedt, for der er altid en badestrand og en minigolfbane i nærheden, så man keder sig aldrig, og så hersker der bare sådan en helt speciel feel good-stemning. Her er ingen biler, der drøner afsted, og ingen, der har travlt – alle er her for at slappe af, hygge sig og nyde naturen, og det smitter. Der er ganske enkelt trygt og godt på en campingplads, så man kan roligt slippe ungerne løs, og så er det superhyggeligt at falde i snak med de andre campister over aftensmaden, siger Line Lind, der sammen med Henrik Andersen har børnene Rigmor på 11 og Conrad på 14 år.
En anden dejlig sidegevinst er, at familien og måske særligt familiens teenager har fået en tiltrængt pause fra computerskærmen.
– Det har været skønt at være så meget udenfor i naturen, ellers var sommeren nok gået med at spille Fortnite for nogens vedkommende, siger Henrik Andersen og indrømmer, at resten af familien også har haft godt af at komme ud under åben himmel.
Unik natur
Fælles for de tre campingpladser, familien har boet på, er, at de ligger midt i noget af landets smukkeste natur. Feddet Strand Resort ligger på halvøen Feddet med fjordvand til den ene side og havvand til den anden. Halvøen er dækket af lyng, græs og fyrreskov, og stranden er fantastisk børnevenlig med sandbund og lavvande. Camp Møns Klint ligger i kuperet terræn omgivet af grøn skov og søer få kilometer fra Møns Klint, og De Hvide Svaner har kig til idylliske Karrebæk Fjord.
– Vi voksne synes jo altid, at naturen leverer, men det har været fedt at opleve, hvordan naturen har kunnet betage børnene. At de kan blive begejstrede af at komme i BonBon-Land, det havde vi regnet ud, men at de synes, det er fantastisk at gå en tur ved Møns Klint og grave efter vættelys med hammer og mejsel ved Faxe Kalkbrud, det har været en øjenåbner, forklarer Line Lind.
Aktiv ferie
Familien på fire har foruden campinglivet prøvet kræfter med alt fra trætopbanerne hos Camp Adventure til Kalvehave Labyrintpark, og motorcykelræs på Feddet. Aktiviteter, som har fået pulsen op, smilene frem, og som har fået både børn og voksne til at juble. Det kan nemlig godt være vanskeligt at finde udflugtsmål, som hele familien sådan for alvor kan mønstre ægte begejstring for.
– Vi har klart fået blod på tanden i forhold til at udforske endnu mere af Sydsjælland & Møn. Næste gang vil jeg gerne til Stevns og opleve det underjordiske Koldkrigsmuseum Stevnsfort og Stevns Klint. Så vi er på ingen måde færdige med det her område, vi vender stærkt tilbage, fastslår Line Lind.
Om Feriepiloterne

Line Lind, 44 år, Henrik Andersen, 46 år, Conrad, 14 år, og Rigmor, 11 år, er en aktiv familie, der foretrækker action frem for daseferie. Familien bor i Haderslev og har camperet før, men knap så meget på disse breddegrader. De har testet hele tre af Sydsjælland & Møns bedste campingpladser, der alle ligger nær vand.
Følg flere Feriepiloter
Familien Lind-Andersen er ét ud af fire hold Feriepiloter, Sydsjælland & Møn har sendt på eventyr denne sommer. Alle fragter sig bæredygtigt rundt i destinationen: i elbil, på gåben, på cykel og elcykel.






